”Ikke alle skal være Tommy & Annika”

Signe Lindkvist er en af gæsterne til OPSANG 2010Den vigtigste ingrediens for at være kreativ og blive ved med at være det er, at man får selvtillid og tror på, at man kan. Og man skal ikke være bange for at erkende, at man inderst inde ligner Pippi mere end man ligner Tommy & Annika. Sådan hænger det i hvert fald sammen for Signe Lindkvist, der er en af veteranerne i dansk børnefjernsyn.

”Jeg synes ikke, det er særlig kreativt at klistre spaghetti på farvet papir eller spille klaver fordi, der er nogen, der siger, du skal. For mig handler kreativitet om at tro på sig selv og tro på, at man har noget at bidrage med.”
Sådan lyder ordene fra Signe Lindkvist, der for mange er kendt som et af de gennemgående ansigter i dansk børnefjernsyn. Helt fra ’Hvaffor en hånd’, der løb over skærmen i begyndelsen af 90’erne til ’Far, Mor & Bjørn’ i 00’erne.

Dronningen af Saba

Netop selvtillid er noget Signe Lindkvist har meget af. Men selvtilliden er ikke kommet gratis. For når man hver dag bliver spyttet på af de andre elever i klassen, fordi man er rødhåret og bor i et kvindekollektiv med en mor, der er keramiker, er man nødt til at tro på, at man er god nok. Og den tro fik Signe Lindkvist i den grad med sig hjemmefra.
”Min mor sagde til mig ’Du kan blive dronningen af Saba. Du skal bare finde den rigtige prins og så score ham’,” siger hun.
Det er et godt billede på, at Signe Lindkvist voksede op i et hjem, hvor der var højt til loftet, og hvor det var tilladt at tro på, at det man gjorde var det rigtige. Og samtidig være bevidst om, at det ikke er gratis.
”Der findes jo ikke nogen unge kvinder, der er mere arbejdsløse end nyuddannede kvindelige skuespillere eller arkitekter. Det siger lidt om, at det ikke er en dans på roser at skulle leve af sin kreativitet. Og det tror jeg, er vigtigt at være bevidst om. Især i en tid med meget stort fokus på nye talenter,” siger Signe Lindkvist.

Vi skal ikke være ens
Men hvorfor er det, at Signe Lindkvist er fortsat med at lave børnefjernsyn? Ifølge hende selv skal grunden findes i, at hun selv har oplevet at være udenfor. Derfor er det vigtigt for hende at fortælle børn, at man ikke skal være bange for at være, den man er.
”Det handler ikke om, at være gennemsnitlig eller ligesom alle andre. Det handler om, at du skal finde det, du er og tro på dig selv. Og jeg tror på, at hvis man tror på sig selv, bliver man også et lykkeligt menneske,” siger Signe Lindkvist.

Hans Christian Bugge – Dansk Rocksamråd
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

 

Du kan møde Signe Lindkvist til OPSANG 2010. Her debatterer hun sammen med blandt andre Lars Goldschmidt, Lars Henrik Schmidt og Finn Holst.

 
Relaterede artikler
Afstemning
Skal musikundervisningen kun foregå i fritiden?
 
Mest læste
Seneste nyt