”Jeg er jo vokset op med børnerock-bevægelsen først i 1980’erne, hvor børnebands som Knasterne og Parkering Forbudt arrangerede kæmpestore koncerter rundt om i landet. Det deltog jeg i, og jeg elskede det. Dengang skrev man sine egne numre. I dag er der MGP og X Factor, hvor det er de voksne, der skriver sangene og styrer det hele. Børnene kommer ind og er unikke, og så bruger dommerne en masse tid på at forme dem, så de ikke er unikke længere. Det har ikke noget med kreativitet at gøre.”

Stefan Moulvad er souschef på Lejre Musikskole, men han er også guitarist med garagerock-baggrund og har spillet i store danske bands som The Sandmen og Nerve. Som musiklærer er han autodidakt, og selv lærte han for alvor at spille, da han som 16-årig tog til San Francisco og blev optaget på Blue Bear School of Music.

”Blue Bear var ikke adgangsgivende til noget som helst, men der var nogle enormt gode lærere. Som guitarlærer havde jeg Sam Andrew fra Janis Joplins orkester, Big Brother and the Holding Company. Han var ikke uddannet musiklærer, men han var ’den rigtige vare’.”

Lidt af den samme ånd har Moulvad overført til musikskolen i Lejre, hvor mange af lærerne er udøvende musikere.

”For eleverne betyder det noget, at læreren kan sige: Det her prøvede jeg sidste gang jeg var ude at spille, det lød skidegodt. Så kan de se, at det er noget, der virker.”

På samme måde er det vigtigt for Moulvad, at eleverne kommer i gang med at spille sammen:

”Det sjoveste og vigtigste er at lave bands. Vi kan godt lære dem om de enkelte instrumenter, men vi skal først og fremmest facilitere at de mødes, tjekker hinanden ud og får lov til at prøve sig frem. Og man behøver ikke mestre et instrument til perfektion, før man begynder at spille sammen med andre. Ikke hvis man følger princippet om ”zonen for nærmeste udvikling”, der handler om at tage læringen i overkommelige trin: Hvis du kun har spillet guitar i to år, så er der langt op til U2. Men hvis du går i 6. klasse og kan to akkorder – og du så hører nogen fra 10. klasse, der spiller de to akkorder og et par flere, tænker du måske: Det der, det kan jeg også lære!”

At turde stå på scenen i et band kræver et mod, som kan bruges på mange andre områder i livet. Det samme gælder det at skrive sine egne sange, hvilket Moulvad altid opfordrer sine elever til.

”Så snart du har lært dine allerførste akkorder, så du kan spille ”Mariehønen Evigglad”, så er det hjem og skrive din egen sang om ”Edderkoppen Pissesur”. Og da er det vigtigt, at man ikke kritiserer for meget fra starten. Først skal der samles materiale. Hvis man begynder at sortere for tidligt, bliver materialet alt for spinkelt. Hvis eleven har lavet et vers, siger du: Prøv lige at lave et omkvæd. Når han har gjort det, siger du: Prøv lige at lave et vers mere. Og prøv så lige at lave en intro. Så har man noget, man kan arbejde med og forbedre. Nogle vil så skrive en god sang, og nogle vil skrive en, der er elendig, men så skriver de måske en bedre en næste gang! Sådan er det også for ’rigtige’ sangskrivere: For at kunne lave en plade med ti gode sange, skal du helst have skrevet 30.”

Hvordan sikrer man så kvaliteten – at det, de laver, bliver rigtig godt?

”Det er slet ikke det, det handler om for mig. Musikskolens rolle er at få dem i gang. Vi skal skabe et fordomsfrit rum og tage det alt for alvorlige og højtidelige ud af det, så eleverne tør lege sig frem. ’Kvalitet’ er alligevel så fantastisk subjektivt. For hver ti bands, der starter på en musikskole, er der måske ét godt. Men de må gerne lave fejl. Fejl er ikke mangel på kompetencer – de er udtryk for vilje til udvikling. Og det jeg er ude efter, er kreativiteten og viljen til at skabe noget nyt.”

Sara Bindeballe - Dansk Rocksamråd
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.