Musik er en leg

Kan du forestille dig, at man kan få et ’kick’ ud af at spille musik uden at kunne spille et instrument endsige kunne finde ud af teknikken i et musikprogram på en computer? Ikke desto mindre er det den virkelighed, der vokser frem med computerspil som GuitarHero, Singstar og lignede konsolspil.

GuitarHero, SingStar og andre lignende spil er faktisk slet ikke nogen dårlig måde at udvikle sin interesse for musik og sin grundlæggende kreativitet på. I hvert fald ikke hvis man spørger Carsten Jessen, der er lektor i leg på Danmarks Tekniske Universitet. Han har været med til at udvikle nogen musikalske byggeklodser. Og ja, det er helt fysisk byggeklodser, man sætter sammen og på den måde laver musik. BeatBlocks, som klodserne hedder, gør det muligt at få en oplevelse af musik uden, at man nødvendigvis skal kunne spille et instrument.
”Der er jo ikke noget galt med at spille på et instrument. Men klodserne giver mulighed for, at endnu flere kan få en oplevelse af deres musikalske begavelse, og det tror jeg er enormt vigtigt,” siger Carsten Jessen

Anderledes læring

At musik er en måde at lege på, er helt centralt for Carsten Jessen i hans forskning. Han kommer med en baggrund, hvor han har forsket i børns leg og den viden og en stor interesse for musik, har ført ham på sporet af nye måder at lege med musikken på. Og det er her, BeatBlocks kommer ind i billedet. De er opstået ud fra en tanke om at give selv helt små børn mulighed for at være musikalsk skabende. Og her er musik et fantastisk rum. For i modsætning til mange andre færdigheder lærer man ikke musik ved at sidde stille.
”Du kan jo ikke lære musik ved, at nogen står ved en tavle og fortæller dig, hvordan musik er skruet sammen. Det er ikke nok at lære teori. Den måde man netop lærer musik på, er at være deltager. Du skal høre og udføre,” siger Carsten Jessen.

Det er vigtigt at skabe

Netop oplevelsen af at skabe noget er en af drivkræfterne for Carsten Jessen. Han er nemlig ikke i tvivl om, at den oplevelse kan skabe endnu flere og bedre musikere, men også være givende på mange andre planer.
”Vi skal i Danmark leve af folk, der er kreative. Derfor er det vigtigt at så mange som muligt oplever, at de er skabende væsner. Vi skal ikke leve af folk, der siger ’jeg kan gøre det samme som de andre’. Vi skal leve af nogen, der tror på deres evner. Og jo tidligere man oplever, at man kan skabe noget, jo mere lyst får man til at gøre det,” siger Carsten Jessen.

 

Hans Christian Bugge - Dansk Rocksamråd
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Oplev Carsten Jessen

Du kan møde Carsten Jessen til OPSANG 2010, hvor han sammen med David Mondrup, elektronisk musiker og underviser, og Søren Bechmann fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, debatterer den digitale udfordring i musikundervisningen.

 
Relaterede artikler
Afstemning
Skal musikundervisningen kun foregå i fritiden?
 
Mest læste
Seneste nyt